Sukkerfrie søstre: Sukkerfrie Chokoladecupcakes

Skærmbillede 2014-01-28 kl. 14.43.42

Min søster og jeg til Wicked i London 🙂

WordPress driller mig altså en smule lige for tiden, så det her indlæg skulle faktisk være kommet i går, men nu får I det i dag til at forsøde tirsdagen med (på den sukkerfrie måde). Jeg har endnu en gang fået besøg af de søde sukkerfrie søstre Bettina og Charlotte fra Colorful Fun Living (læs deres første indlæg her, hvor Bettina deler hendes yndlings sukkerfrie opskrift). I dag deler Charlotte hendes yndlingsopskrift, som ikke bare skulle være en fryd for ganen (mega hipt udtryk, I know), men også for øjnene. Bettina og Charlotte, ordet er jeres:

 

Sukkerfrie Chokolade Cupcakes

Så er turden kommet til vores opskrift nummer to. Denne gang er der tale om nogle super lækre cupcakes. Cupcaksne består af en chokolademuffin med chokolade frosting på toppen. Chokolademuffinsne er lavet med sødemidlet Perfect Fit, som fås i alle større supermarkeder. Dette produkt er ikke kun et sødemiddel, men det gør også, at man kan halvere fedtstofmængden i det, man bager, uden at det kan smages i slutresultatet. Dette produkt er altså meget velegnet til personer med sukkersyge og andre, der både vil spise low carb og low fat. Frostingen er lavet af to ingredienser, som jeg altid har på lager nemlig kokosmælk og mørk chokolade. Frostingen kan også laves på fløde, men den er virkelig lækker, når den laves af kokosfløde, og det giver desuden en dejlig naturlig sødme til frostingen. Disse cupcakes smager præcis som en lækker, sukkerfyldt cupcake, og der er ingen træls bismag fra sødemidlet. Inspirationen til kagerne er hentet fra sukkerfrikager.dk

Ingredienser: Kager (ca. 12 stk)

  • 120 g mel
  • 60 g Perfect Fit
  • 30 g kakao
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk vaniljepulver
  • 1 æg
  • 3/4 dl mælk
  • 1 dl yoghurt/skyr/A38
  • 1/2 dl olie
  • 1 knivspids salt
  • 12-24 små stykker chokolade (enten sukkerfri eller med meget højt kakaoindhold)

Ingredienser: Frosting

  • 1 dåse kokosmælk (ikke light)
  • ca. 200 g chokolade (enten sukerfri eller med meget højt kakaoindhold)

Fremgangsmåde:

  1. Dagen inden kagerne skal spises, kommes kokosmælken i køleskabet natten over (skal bruges til frostingen).
  2. Når dåsen med kokosmælk har stået på køl i ca. 10 timer, åbnes den, og kokosfløden (det hårde) lægges i en lille gryde. Tip: kokosvandet fylder jeg i en isterningpose, og så bruger jeg det fx til smoothies.
  3. Nu skal kokosfløden varmes op ved lav temperatur sammen med chokoladen indtil alt er smeltet.
  4. Køl massen af til den er helt afkølet (i 1-3 timer eller evt. natten over). Imens frostingen afkøles, laves kagerne.
  5. Bland mel, kakao, salt, bagepulver og Perfect Fit og sigt det hele ned i en skål.
  6. Tilsæt nu vaniljepulver, æg, mælk, yoghurt/skyr/A38 og olie, og rør det hele godt sammen, så der ikke er klumper.
  7. Put papirs-muffinforme i en metal-muffinform og fordel dejen i ca. 12 forme.
  8. Put 1-2 stykker chokolade ned under dejen midt i hver muffinform.
  9. Bag kagerne midt i en 200 grader varm ovn i omkring 20 min og lad herefter kagerne køle helt af.
  10. Inden serveringen piskes frostingen let, blød og luftig (samme konsistens som flødeskum).
  11. Kom evt. frostingen i en sprøjtepose med en tylle i, og sprøjt ud på kagen i et fint mønster. Velbekomme.

d687035261f6a782dd2fcc201dd08c5fSøstertip: Spis London

Jeg har jo været på en lille lækker hyggelig søsterferie i London, så det næste stykke tid vil jeg lave en lille Spis London-guide. Guiden bliver fyldt med ideer til lækre spisesteder i London og mine personlige anbefalinger af de forskellige steder. Jeg håber at I vil kunne lide ideen. 😉

Søsters sukkerfri gæster: Colerful Fun Living – Sukkerfri Chokoladebrownie ala Australien

Hej med jer. Hvordan går det hjemme i Danmark? Jeg nyder livet efter eksamen (fik 10 i mundtlig retorik i fredags) hos min søster i London. Vi oplever en masse sjove ting og spiser en masse lækker mad (guide til lækre spisesteder følger, når jeg kommer hjem).

Men i dag skal det ikke handle om mig og min søster, men derimod de skønne søstre Charlotte og Bettina fra bloggen Colorful Fun Living. Efter jeg postede mit indlæg i starten af januar om projekt Søster uden Sukker, var de så søde at skrive til mig, om de ikke måtte have lov til at vise et par sukkerfri opskrifter på min blog. Og selvfølgelig må de det for hvem vil ikke gerne inspireres til lidt lækker mad af et par sukkerfri søstre?! Charlotte og Bettina – ordet er jeres.

Skærmbillede 2014-01-19 kl. 22.54.21Lidt om os:

Vi er et søskendepar fra Aarhus, men lige nu er Bettina bosiddende i Darwin, hvor hun arbejder som au-pair, mens Charlotte er hjemme i Aarhus, hvor hun studerer. Lidt i tråd med Søsters Køkken, så blev vores blog opstartet inden Bettina tog til Darwin, men for os handlede det om, at vi ville have noget at være fælles om, mens vi er langt væk fra hinanden. Der er gået et halvt år, siden vi vinkede farvel i lufthavnen, og der går endnu et halvt år, før vi kan se hinanden igen desværre. Alligevel er vi nærmest i kontakt hver dag på den ene eller anden måde, hvilket er skønt. Man finder virkelig ud af, hvor glad man er for sin søster, når man er adskilt i så lang tid 🙂

Her er lidt facts om os begge:

  • Vi ELSKER farver, hvilket undrer vores mor meget, da hun er mest til sort og afdæmpede farver.
  • Vi elsker at bage og specielt at eksperimentere med sundere kager og snacks.
  • Vi elsker at være til step i fitnesscentret (og Bettina savner det meget i Darwin).
  • Vi går oftest i kjole og vi ejer meget få par bukser (udover træningsbukser og leggins).
  • Vi er opvokset i en forstad til Aarhus, som er omringet af marker.
  • Vi elsker sommer, sol og varme (og vi bliver altid syge om vinteren).

fcc2

Vores opskrift: Sukkerfri Chokoladebrownie ala Australien

Den første opskrift (vi har fået lov til at poste en mere her på bloggen) kommer fra Bettina, der som sagt bor i Australien lige nu. Denne opskrift er derfor stærkt inspireret af Australske opskrifter på sukkerfrie brownies. Denne kage er overdrevet lækker, og der er hverken tilsat mel eller sukker. I Darwin bruger man ofte kokossukker til at søde med. Kokossukker har et meget lavt glykæmisk indeks, men det er dog ikke 0 ligesom for eksempel stevias glykæmiske indeks er.

Søstertip: Raw kakaopulver og kokossukker kan købes i helsekostforretninger og Matas.

Ingredienser: (kageform 24 x 24)

  • 350 g skrællet sød kartoffel
  • 5 æg
  • 60 g kokossukker
  • 1 tsk vanilleekstrakt (fås vist ikke i Danmark, så tilføj evt. kornene fra 1 vanillestang i stedet)
  • 75 g kokos olie
  • 4 spsk blendet/meget fint kokosmel
  • 40 g raw kakao pulver (hvis der benyttes ikke-raw så tilføj mere)
  • 1 spsk kanel
  • 150 g nødder (valnødder, cashewnødder eller lignende)

Frosting:

  • 100 g dadler
  • 1 moden avocado
  • 1 tsk vaniljeekstrakt
  • 60 g mælk
  • 2 spsk kokossukker
  • 2 spsk raw kakaopulver

Fremgangsmåde:

  1. Blend nødderne i en blender eller med en stavblender (til den passende konsistens for dig).
  2. Skræl den søde kartoffel, og damp i en gryde til den er helt udkogt og meget blød.
  3. Dernæst blendes den søde kartoffel til noget der ligner kartoffelmos.
  4. Tænd ovnen på ca. 180 grader varmluft.
  5. I en skål med den blendede søde kartoffel tilsættes æg, og det røres godt ud.
  6. Tilsæt derefter kokossukker, kokosolie og vanilleekstrakt, og rør det hele godt ud.
  7. Tilsæt raw kakaopulver, kokosmel og kanel og rør godt igen.
  8. Slutteligt tilsættes de blendede nødder, og rør dem godt ud i dejen.
  9. I en form beklædt med bagepapir kommes dejen i, og formen sættes i ovnen i ca. 20-25 eller til den er fast (også på midten).
  10. Lad kagen køle af imens du laver frostingen.

Frosting:

  1. Sæt de tørrede dadler i blød i minimum 10 min.
  2. Hæld vandet fra og fjern evt. sten, og blend dadlerne i en blender eller med en stavblender.
  3. I samme skål tilsættes den skrællede avokado, hvor stenen også er fjernet, og den blendes i med dadlerne.
  4. Tilsæt vaniljeekstrakt, mælk, raw kakaopulver og kokossukker og blend igen.
  5. Blend massen til du synes, den har en tilpas tykkelse (tilsæt evt. mere mælk).
  6. Stil frostingen på køl i ca. 10 min. så den stivner lidt.
  7. Når kagen er helt afkølet, fordeles frostingen på kagen, og kagen kan nydes med det samme.
  8. Kagen kan serveres med god samvittighed som den er, eller man kan evt. servere den med friske frugter eller bær. 🙂

Mums det lyder som en lækker sag tøser! Som nævnt, så er det her bare den første af 2 lækre opskrifter, som søstrene fra Colorful Fun Living vil inspirere os med her på bloggen. Så glæd dig til næste uge hvor Charlotte deler hendes yndlings sukkerfrie opskrift. Og hvis du bare ikke kan få nok af de sukkerfrie søstre, så kan du finde deres blog lige HER.

Sunde gulerodsmuffins med syndig frosting

Skærmbillede 2013-11-30 kl. 10.51.35Nogen gange er man bare nød til at gå på kompromis. Således også med denne opskrift hvor ugens syndige og ugens sunde snack smelter sammen til en pivlækker muffin. Jeg bagte dem til min bachelorgruppe i går, hvor vi havde sidste vejledning i vores bachelorprojekt, og jeg tør godt sige, at de blev godkendt. Uden at prale er det de bedste gulerodsmuffins jeg har smagt, og så er der endda ingen sukker i!!! Opskriften på muffins er fra bloggen Anna-Mad, mens opskriften på den syndige frosting er helt min egen. Bag dem imorgen så kommer dit hjem til at dufte af jul. Her er opskriften:

Ingredienser sunde muffins (16 stk)

  • 4-5 modne bananer
  • 20 friske dadler (uden sten)
  • 4 spsk solsikkeolie
  • 4 æg
  • 2 tsk bagepulver
  • 4 tsk kanel
  • 1 tsk kardemomme
  • Lidt revet muskat
  • 2 håndfulde valnødder
  • 5 skrællede medium gulerødder
  • Skal fra 2 citroner
  • 2 dl kokosmel
  • 2 håndfulde rosiner
  • 4 dl grahamsmel

Fremgangsmåde:

  1. Mos bananer og dadler i en foodprocesser, og kom derefter blandingen i en stor skål.
  2. Pisk blandingen sammen med solsikkeolie, æg, kanel, kardemomme og revet muskat.
  3. Riv gulerødder groft og citronskal fint, og tilsæt det til dejen sammen med grofthakkede valnøddekerner og kokosmel.
  4. Til sidst tilsættes rosiner og grahamsmel. Bland det hele godt, og fordel dejen i 16 muffinsforme. (evt. i en muffinspande).
  5. Muffinsne skal hygge sig i ovnen i ca. 50 minutter ved 180 grader. Bliver de for mørke til sidst kan du skrue lidt ned.
  6. Lad kagerne køle ned, og dekorer dem med lidt syndig frosting, hvis du er i det humør. (gulerodsmuffinsne kan også sagtens spises uden. 😉

Skærmbillede 2013-11-30 kl. 10.51.18

Ingredienser: Syndig frosting

  • 200 g flødeost (jeg brugte Philadelfia)
  • 2 spsk vand
  • 1 dl flormelis
  • 2 tsk friskpresset citronsaft
  • Revet citronskal
  • Hakkede valnøddekerner

Fremgangsmåde:

  1. Skær flødeosten i mindre stykker og bland den med flormelis og citronsaft. (Vær præcis med at måle ingredienserne af, frostingen bliver let for flydende).
  2. Smør frostingen på de kolde gulerodsmuffins, og dekorer dem med revet citronskal og hakkede valnødder.

Skærmbillede 2013-11-30 kl. 11.27.55Søstertip: Regitzes Køkken

Vidste du godt, at de har en super sej madblogger inde på woman.dk? Hun hedder Regitze, og hun laver nogle super kreative sunde retter – både hovedretter og desserter. Var det for eksempel noget med en Low Carb Burger eller en omgang tøsepink rødbedegrød? Du kan lade dig inspirere af Regitze lige HER. God weekend. 🙂

 

Healthylicious raw blåbærtærte med mandelcreme

Skærmbillede 2013-11-24 kl. 16.00.22I dag har været en ret perfekt søndag. Jeg sov længe, stod op og spiste hjemmebagte birkes (er hjemme og besøge min mor og far), lavede lektier, gik en lang tur med mor i det fine vejr… Og så bagte jeg denne her. En super lækker healthylicious raw blåbærtærte med mandelcreme. Jeg har jo tideligere eksperimenteret lidt med raw kager, og har derfor gået og brygget på denne i et stykke tid. Tærten er ikke tilsat andre sødemidler end naturens egne. Husk dog på at nødder er ret kalorieholdige, så spis et stykke med god samvittighed og gem resten til en anden dag hvor du fortjener lidt lækkert. 😉 Her får du opskriften:

Ingredienser (1 tærte til 4-5 pers)

TÆRTEBUNDEN:

  • 2,5 dl valnøddekerner
  • 2,5 dl mandler
  • 1 dl kokosmel
  • 8 dadler
  • 2 spsk akaciehonning
  • 2 tsk kardemomme
  • 1 knivspids salt

MANDELCREME:

  • 2 dl smuttede mandler
  • 1 – 1,5 dl vand
  • 1 tsk vaniljepulver (eller vaniljekorn fra 1/2 vaniljestang)
  • 1 spsk akaciehonning
  • 250 g blåbær

Skærmbillede 2013-11-24 kl. 16.00.39

Fremgangsmåde:

  1. Hak mandler og valnødder til mel i en foodprocessor og bland med kokosmel.
  2. Tilsæt derefter akaciehonning, dadler, kardemomme og salt.
  3. Hæld blandingen i en tærteform og tryk dejen ud i bunden og op af siderne.
  4. Herefter er det tid til at fylde tærten med mandelcreme (se opskrift herunder) og pynte med friske blåbær og mynteblade. Lad dejen stå lidt i køleskabet og sætte sig lidt inden servering. 🙂

Mandelcreme:

  1. Skold mandlerne og smut dem.
  2. Hak derefter mandlerne til mel i en foodprocesser og tilsæt vand, vanilje og acaciehonning.
  3. Blend til du opnår en tyk konsistens. Herefter er cremen klar til at blive smurt på tærten.

hunger-games-catching-fire-soundtrack-628x628

Søstertip: Hungergames 2 – Catching Fire.

Det var egentlig min lillebror, som havde fået Suzanne Collins Hungergames bøger. En dag hvor jeg var hjemme, fik jeg dog lov til at låne dem, og jeg åd dem råt på ganske få dage. De bøger er virkelig nogen pageturners fra start til slut. Samtidig synes jeg, at det er imponerende at opleve, hvordan Suzanne Collins formår at mixe det lidt fantasyagtige univers med en samfundskritik af realitygenren, som virker umådelig relevant i dag.

Da den første film kom, skulle jeg derfor selvfølgelig ind og se den, og det samme med 2’eren som havde premiere i sidste uge. Jeg kan varmt anbefale at tage ind og se den. Det er en film som på en gang formår at røre en, samtidig med at man er godt underholdt fra start til slut. Den er hæsblæsede og uhyggelig, humoristisk, hjertevarm og tanekvækkende. Se den!

 

Æblegrød og overspringshandlinger

Skærmbillede 2013-11-17 kl. 17.29.21Hold nu op hvor får jeg altså lavet mange overspringshandlinger for tiden (denne blogpost apropos *host host*). Der er masser at se til med bacheloren, arbejdet og alt muligt andet lige nu, men det er som om, at jeg ikke rigtig kan tage mig sammen. Dybest set går jeg bare og drømmer om november og december måneder i fremtiden, hvor jeg ikke har eksamener hængende over hovedet, men bare kan gå helt grassat i juleforberedelser, madlavning og damebladslæsning. (Noget siger mig dog, at det nok ikke helt er sådan i virkeligheden, hihi).

I går havde jeg således en rigtig produktiv dag… i køkkenet, hvor jeg blandt andet fik lavet falafler, pirogger og denne sunde æblemos. Mums! I dag har derfor stået 100% i bachelorskrivningens tegn, men derfor skal I selvfølgelig ikke snydes for denne lækre opskrift. Velbekomme. 🙂

Ingredienser:

  • 6-7 modne æbler
  • 1 dl vand
  • 1 tsk vaniljepulver (en vaniljestang kan også bruges)
  • 1 spsk sukker

Skærmbillede 2013-11-17 kl. 17.29.37

Fremgangsmåde:

  1. Skyl æblerne, fjern kernehusene og skær æblerne i små stykker.
  2. Put æblerne i en gryde med vaniljepulver, sukker og vand og kog hele molevitten til mos i ca. 25 minutter, til mosen har den ønskede konsistens (hold øje).
  3. Herefter er den klar til servering. Jeg spiste min æblemos med lidt ristede mandler på toppen, haps.

Tip: Hvis du ikke er så vild med klumper i din mos, kan du give den en tur med stavblenderen inden du serverer den. Jeg kan dog godt lide, at min mos har lidt struktur.

1459271_665015130210506_874140393_n

Billede lånt fra blondinbella.se

Søsterliv: Min mest nederen overspringshandling!

  • Min yndlingsblogger skal føde!!! Faktisk skulle hun have født for et par dage siden, men hun er gået over tiden. Den lille svenske dreng, som ligger inde i den svenske blogger Blondinbellas mave, vil bare ikke komme ud, og nu begynder jeg altså at blive utålmodig. Sig mig ved han ikke at jeg (og de andre 1,5 mio som følger med på Blondinbellas blog), glæder os til hans fødsel, som var der tale om en royal en af slagsen?! Ej indrømmet, det her er virkelig min mest nederen overspringshandling for tiden, og jeg ville ønske, at jeg kunne lave nogle mere normale af slagsen… eller måske bare nogle praktiske nogen?! Jeg har altid gerne villet være en af dem som ryddede op, gjorde lokum rent eller tog opvasken som overspringshandling, men nej nej. I stedet tjekker jeg flere gange dagligt (…ok, flere gange i timen), om der er “sket noget” på blondinbella.se. Jeg bliver nok aldrig klogere. 😉

Har I også nogle virkelig nederen overspringshandlinger? Hvis ja, så del dem med mig i kommentarfeltet. God søndag.  😉

 

Choko-peanut-cookies the healthy way

Skærmbillede 2013-11-10 kl. 21.22.53Dagens sunde snack kommer lidt sent… Det må i undskylde, jeg er først lige kommet ud af bachelor-hulen. Mit bachelorprojekt skal afleveres om godt en måned, så lige nu er der fuld fart på skriveriet og knap så meget gang i køkkenet. Men bare rolig jeg er forberedt, og har selvfølgelig en lækker opskrift på en sund snack klar til jer, som jeg helt sikkert selv skal lave (igen), når jeg får tid. Som du sikkert fangede i overskriften, så er det sunde choko-peanut-cookies, som er dagens snack. Jeg lærte at lave dem af min søde veninde Signe i sidste uge. De smagte vildt godt! Faktisk så godt, at vi vidst kom til at spise lidt for mange til, at det egentlig var sundt, men det skal der også være plads til ind imellem, hihi. Her er opskriften:

Ingredienser 28 stk: (100 kcal pr. stk.)

  • 50 g mørk chokolade
  • 80 g peanuts
  • 100 g rugmel
  • 200 g mandler malet til mel
  • 140 g BageSød eller Isis Perfect Fit
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 æg
  • 100 g flydende oliemargarine

Fremgangsmåde:

  1. Hak chokoladen og kom den i en skål med peanuts, rugmel, mandelmel, BageSød og bagepulver.
  2. Rør æg og oliemargarinen sammen og tilsæt det til de tørre ingredienser.
  3. sæt 28 dejklatter på 4 bageplader med bagepapir – tryk dem flade med bagsiden af en våd ske.
  4. Bag cookiesne ved 200 grader i ca. 10 minutter.
  5. Lad dem helt af inden du smager på godterne.

Tip: Opbevar dine cookies i en kagedåse med bagepapir imellem cookiesne, så de ikke klistrer sammen.

Søstertip: Cute doodles

Skærmbillede 2013-11-10 kl. 21.54.24

Dengang mine lektier blev lavt med en blyant i et linieret kladehæfte, var mine hæfter altid fuldstændig overtegnede med små doodles. Nu foregår mine opgaveskriblerier i et doodlefrit Worddokument, men så er det jo heldigt, at man kan finde alt på nettet. Min yndlings doodleblog er chibird.com. Hendes tegninger kan altid bringe et smil frem. Du kan tjekke hendes blog ud HER og se et par af mine favoritdoodles herunder. God søndag.

tumblr_m1xkxnvy8h1qc4uvwo1_500

tumblr_lexuddbf8o1qc4uvwo1_500_large

 

Frøken Myginds sunde myslimuffins

Skærmbillede 2013-11-03 kl. 12.29.18I tirsdags havde jeg lavet en hyggelig aftale med min spinninginstruktør og nye veninde Signe. Først gik vi en tur i Risskov, og bagefter smuttede vi hjem til mig og delte gode opskrifter. Signe ville gerne lære at lave Julie Karlas sunde kokosmakroner med chokodyp, og jeg ville gerne lære at lave hjemmelavet mysli og sunde cookies (opskrifter kommer snart) samt disse dødlækre sunde myslimuffins, som i får opskriften på i dag. Maddage med veninderne er en genial og hyggelig måde at blive inspireret til nye lækre retter, og jeg kan kun anbefale, at man gør det. Her er opskriften på de sunde myslimuffins:

Ingredienser: (10 stk – 200 kcal pr. styk)

  • 50 g hørfrø
  • 50 g sesamfrø
  • 50 g græskarkerner
  • 50 g tørrede abrikoser, finthakkede
  • 100 g mandler malet til mel
  • 1/2 tsk kanel (kan udelades)
  • 1 tsk bagepulver
  • 1/2 tsk salt
  • 1 dl olie (vi brugte solsikkeolie)
  • 3 æg

Skærmbillede 2013-11-03 kl. 12.29.38

Fremgangsmåde:

  1. Tænd og forvarm ovnen til 150 grader på varmluft
  2. Put hørfrø, sesamfrø, græskarkerner, finthakkede abrikoser, mandelmel, kanel, bagepulver og salt i en skål og tilsæt olie
  3. Pisk æggene i en anden skål og tilsæt dem derefter til nøddeblandingen
  4. Fordel dejen i 10 muffinsforme og bag myslibollerne i ca 25 minutter. (Vi brugte papirsforme i en muffinpande, men de kan sikkert også sagtens laves i silikoneforme)
  5. Myslimuffins’ne kan både serveres lune og kolde, som et lækkert supplement til madpakken, eller som en eftermiddagssnak med lidt smør eller hytteost på. Mums.

qna

Søstertip: Svar på spørgerunde

I tirsdags startede jeg en lille spørgerunde her på bloggen, og jeg har fået rigtig mange gode spørgsmål ind. Tusind tak for det. Jeg har valgt et par stykker ud, som jeg vil svare på her:

  • Har du nogle yndlingssteder i Århus – og hvor?
 Jeg har et par yndlingssteder i Aarhus, som jeg flyttede til for 3,5 år siden. Trøjborg er et område, som jeg holder utroligt meget af. Alle de ting jeg har brug for er lige i nærheden; universitetet, mit arbejde, fitness centeret, Midtbyen, Risskov og den permanente. Området er samtidig utrolig fredeligt og minder lidt om sin egen lille provinsby, det er ren hygge. Et andet yndlingssted er Inges Tøjtempel i Mejlgade, hvor jeg finder fine genbrugsfund, og ofte får en hyggelig snak med Inge som ejer butikken. Et tredje yndlingssted er hjemme hos min bedste veninde A. Ikke så meget pga. hendes kælderlejlighed, men pga. hende. Ud over min egen lejlighed, så er det hos hende at jeg føler mig mest hjemme, og det er virkelig guld værd.
  • Hvordan ser din perfekte søndag ud? Jeg vågner tidligt frisk og veludhvilet, og spiser en portion sunde pandekager med friske bær på toppen. Derefter morgentræning i fitnesscenteret. Lektierne har jeg lavet om lørdagen, så den perfekte søndag bliver brugt på at læse magasiner og prøve nye opskrifter. Om eftermiddagen går jeg en tur med min bedste veninde i skoven, og om aftenen spiser kæresten og jeg lækker aftensmad og ser en god krimi i fjernsynet. Derefter ringer jeg lige hjem til mine forældre og hyggesnakker en times tid, og så i seng med en god bog. (Det er dog sjældent, at mine søndage er helt perfekte, hihi).
  • Hvor ofte træner du? Det er meget forskelligt. Nogen gange træner jeg hver dag, andre gange mindre. Det kommer lidt an på, hvad der ellers sker i mit liv, og hvordan jeg prioriterer. Lige nu kommer min bacheloropgave for eksempel i første række, og så kommer jeg måske ikke lige afsted, hvis der er et afsnit, som jeg skal have skrevet færdigt. Generelt mener jeg dog, at man aldrig bør have så travlt, at man ikke har tid til at bruge en time på at gøre noget godt for sig selv hver dag. Uanset om det så er træning, at lave lækker mad, læse en god bog eller bare flade ud på sofaen til Beverly Hills.
  • Hvordan kan du overkomme alt det du laver, med studie, to studiejobs, blog, træning osv.? Uh det er godt nok et spørgsmål, som jeg får ofte, og jeg kan da også godt selv en gang imellem blive lidt forpustet, når jeg kigger i min kalender. Men på den anden side så laver jeg faktisk ikke noget, som jeg ikke i bund og grund elsker. Studiet, mine jobs, bloggen og træningen kræver selvfølgelig noget af mig, men de giver mig også masser af energi, ny viden, nye venskaber og masser af gode oplevelser. Tiden jeg bruger på hver enkelt ting er virkelig det hele værd i mine øjne.
  • Hvis du resten af dit liv kun måtte spise tre retter, hvilke ville du så vælge? Hm… den var svær. Men hvis jeg skulle vælge, så skulle en af dem nok være min mors farserede auberginer. De smager skønt og mætter godt. Madtærte er også nød til at komme med på listen. Fyldet kan jo varieres i det uendelige, så jeg har svært ved at forestille mig, at jeg ville køre sur i den ret. Som nummer tre kan jeg ikke helt blive enig med mig selv om, om jeg ville vælge min morgengrød eller pandekager. Morgengrød med friske bær på toppen giver mig altid sådan en god start på dagen… Omvendt ved jeg også, at jeg ville have virkelig svært ved at undvære pandekager resten af livet – det er altså svært at vælge. 😉