Bloggen og jeg har 1 måneds dag.

382451_4197536856399_949099596_n

Min søster og jeg for et år siden, da hun blev student. Lige om lidt flytter hun til London for at studere. Hun var grunden til, at jeg startede Søsters Køkken, således at hun altid ville have nogle lækre opskrifter ved hånden.

Hurraaaa. Bloggen og jeg har 1 månedsdag, og sikke en skøn måned vi har haft sammen. Mit køkken er blevet mit nye favoritrum i min lejlighed, og jeg har brugt masser af tid på at finde nye spændende opskrifter og eksperimentere med dem. Det er virkelig sjovt, når en ny opskrift bliver rigtig vellykket. Så kan jeg næsten ikke vente med at tage nogle fine billeder og oploade opskriften til bloggen, så I også kan prøve retten af.

Jeg havde dog aldrig troet, at så mange ville læse med her på Søsters Køkken. Bloggen var jo egentlig bare tænkt som en onlinekogebog til min søster, så hun altid har nogle skønne opskrifter ved hånden, når hun er i England og studerer. Men stille og roligt er flere og flere læsere kommet til, og jeg bliver simpelthen så glad og stolt, når I skriver her og på Instagram, hvordan min blog har inspireret jer i jeres køkkener. I inspirerer også mig med jeres forslag til variationer af mine retter og via jeres blogs. Så tusind tak for det. 🙂

…Og hvordan fejrer man så sådan en 1-månedsdag? Jeg har besluttet at gøre det med et personligt indlæg, hvor jeg vil svare på nogle spørgsmål, så I kan lære mig lidt bedre at kende. Jeg elsker selv den slags indlæg, så jeg håber, at I vil tage godt imod det. 🙂

skf

3 hurtige : alder, bopæl, beskæftigelse?

23 år, bor i Aarhus og studerer 3. år på medievidenskab på Aarhus Universitet. Ved siden af det er jeg chefredaktør på et mediemagasin, og arbejder som klubkonsulent for Aarhus Universitets-Sport.

Hvorfor startede du med at blogge?

Jeg startede denne blog, fordi jeg gerne ville lave en online opskriftbog til min søster. Jeg er samtidig i gang med et vægttab, og har de sidste par måneder brugt meget energi på at finde nogle sunde retter, som ville gøre hverdagen lidt sjovere. Jeg er dog kagemenneske med stort K, så søde sager skal der også være plads til ind imellem. Derfor ugens syndige. Jeg elsker at inspirere andre og lade mig inspirere.

Hvad finder man altid/aldrig i dit køleskab?

I mit køleskab er der altid æg, hytteost, kyllingpålæg, skummetmælk, frugt og grønt. Man vil til gengæld aldrig finde ketchup, færdigretter eller sodavand derinde, (medmindre min kæreste har puttet dem derind). Jeg går op i, at min mad skal være så naturlig som muligt uden alt for mange E-numre.

Hvad spiser du typisk i løbet af en dag, og er der nogle bestemte kostråd du følger?

Jeg spiser som regel fire måltider i løbet af en dag – morgenmad, frokost, aftensmad og en snack. Morgenmaden består ofte af en eller anden form for grød med bær på toppen, og til frokost er der som regel rugbrødsmadder på programmet. Aftensmaden varierer en del ,men består mest af kød og grønt. Jeg spiser generelt ikke så mange kulhydrater ved det måltid. Jeg følger ikke som sådan nogle bestemte kostråd, men jeg synes det er spændende at prøve rawfood-opskrifter af, og så kan jeg godt lide tankegangen bag Clean Eating. Jeg vil dog aldrig kunne leve 100% clean eller raw. Alt med måde.

Hvordan ser en typisk træningsuge ud for dig?

Jeg træner næsten hver dag lige for tiden og altid på hold. Jeg elsker den gode energi, som jeg får efter en rigtig god spinning- eller dansetime, og så er jeg også lige startet på at styrketræne. Jeg spinner cirka 5 dage om ugen, og dyrker styrketræning 3 gange. Har jeg tid, vil jeg også gerne en tur til dans – min favoritsport. Jeg bliver altid i så godt humør af det.

skf1

Hvilke 3 madblogge er dine favoritblogge?

  • Jeg er kæmpe fan af Stinnas blog. Hun er super kreativ, når det kommer til at finde på sunde retter. Og så synes jeg det er rart, at der ikke er proteinpulver i hendes opskrifter, da jeg generelt ikke er så vild med den slags.
  • Healthjunkie er en anden af mine favoritter. Jeg kan godt lide, at hun ofte bruger årstidens grøntsager i hendes retter. Og så er det dejlig overskueligt, at hun altid har energifordelingen med for hendes retter.
  • Rawganic er en ret ny blog, som jeg fandt via Instagram. Bloggens slogan er clean treats are my passion, og jeg skal lige love for, at der er mange lækre snackideer at hente der. Jeg skal helt sikkert prøve denne her raw citron og bær cheesecake snart.

Hvad er din livret?

Uh den er svær. Det kommer lidt an på humøret. Jeg elsker grøntsagstærte, men er også ret vild med gyros med ris og flødesovs… For slet ikke at tale om kager, det er jo en liga for sig. Ej jeg kan slet ikke vælge. 🙂

526403_10201620971105793_1410616111_n

Det her er helt klart en af kandidaterne til livretskagen. Nogen der kan huske den opskrift? MUMS!!!

Yes, det var så lidt om mig. Jeg håber I kunne lide indlægget, og at I blev lidt klogere på, hvem jeg er. Glæd jer til imorgen hvor jeg har en ny opskrift på pandekager på bloggen. Det bliver så lækkert!

Ugens syndige: Verdens bedste fødselsdagskringle

1175444_10201826352040188_392920479_n

Min mormor, mor og hendes søstre har vidst nok brugt flere år på at finde den perfekte opskrift på fødselsdagskringle. Hjemme hos os er kringlen et ufravigeligt supplement til fødselsdagskagebordet, og det er altid det første, der bliver sendt rundt. Det er måske lidt en kage, som man forbinder med gamle damer, men i så fald har de gamle damer virkelig fat i noget. Hele min familie (inklusiv min knap så kageglade kæreste) forguder den her kage og med god grund. Den er seriøst lækker. Her er opskriften:

Ingredienser (til 2 kringlestænger)

  • 400 g mel
  • 250 g smør eller magarine
  • 50 g gær
  • 1 ½ dl vand eller fløde
  • 1 æg
  • 3 spsk sukker
  • ½ tsk salt
  • 1 tsk kardemomme

Fyld:

  • 125 g smør eller margarine
  • 150 g markroner
  • 2 spsk honning

1/4 tsk salt

Pynt:

  • 1 æg
  • Tesukker
  • Hakkede mandler

Fremgangsmåde:

  1. Smuldr smørret i melet.
  2. Tilsæt de øvrige ingredienser og ælt godt.
  3. Stil dejen til hævning et lunt sted.
  4. Imens dejen hæver knuses makronerne, og blandes med resten af fyldet.
  5. Del dejen i 2 lange plader og fordel fyldet langs med midten af kringlen på den lange led (lidt kringlet *haha* men håber i forstår).
  6. Fol herefter siderne ind over fyldet og læg stængerne på en bageplade med bagepapir.
  7. Dernæst pensles stængerne med sammenpisket æg og drysses med sukker og mandler
  8. Lad stængerne hæve i 20-30 minutter inden de bages i ovnen ved 200 grader i 15-20 minutter (eller til kagen er brun og fin).
  9. Velbekomme 🙂
IMG_2505

Sådan ser kringlen ud, når den er bagt færdig. Billedet er lånt fra bloggen Pilles Univers, da jeg ikke fik taget et billede af kringlen, da den kom ud af ovnen. 🙂

Søstertip:

  • Hvis du ikke er så glad for at pensle kringlen med æg på toppen, kan du også bruge vand. Det skulle give kringlen en lækker sprød skorpe.

Skipper Skræks Spinatæggekage

Skærmbillede 2013-08-28 kl. 11.43.04

Jeg elsker spinat næsten lige så højt som Skipper Skræk, og bruger det tit og ofte i alle de retter hvor jeg kan komme afsted med det – salater, pandekager, tærter og nu i denne æggekage. Æggekagen er perfekt til frokost med en lille smule hytteost. Alternativt kan du bruge den som wrap og fylde grøntsager og kylling i. Det tror jeg er super lækkert. Æggekagen i sig selv indeholder blot 179 kcal, men den mætter virkelig godt. Jeg havde ellers lavet en rugbrødsmad ved siden af, da jeg afprøvede den, men den kunne jeg næsten ikke spise. Her er opskriften:

Ingredienser:

  • 2 æg
  • 50 g frossen spinat (jeg tøede den op med mikroovnen i 2 minutter, men det kan også gøres i en gryde med en smule vand i bunden)
  • 1/2 dl mælk
  • Krydderier (jeg brugte urtesalt, peber og basilikum)

87912-skipper-skrk-havde-ret--

Fremgangsmåde:

  1. Bland alle ingredienser sammen
  2. Bag æggekagen ved middelvarme på en lille pande
  3. Når æggekagen er fast vendes den, så den bliver stegt på begge sider (det kan jeg bedst li, men det er ikke et must)
  4. Server æggekagen varm med fyld efter smag.

Skærmbillede 2013-08-28 kl. 11.43.28Søstertip: Afstemning i Gymbags Madchallenge #1

  • For et par uger siden deltog jeg i Gymbags Madchallenge #1 med DENNE kage. Nu er det blevet tid til at kåre en vinder, og min kage er blandt finalisterne. Hvis du vil stemme på mig, er alt du skal gøre at gå ind på Instagram under @gymbagdk og skrive under dette billede, hvis du helst vil afprøve mine ret. Jeg hedder @instalacour. Husk også at lade dig inspirere af alle de andre lækre indslag fra de øvrige finalister, og hold øje med den næste madchallenge på gymbag.dk.

Raw Nutty N’ Nice Minipies

Skærmbillede 2013-08-24 kl. 16.48.36

Nu sidder du måske og tænker: Hvad filan – det er jo ikke fredag og tid til ugens syndige endnu?! Og du har helt ret. Men ved du hvad det fede ved den her lækkerbidsken er? Den er super sund og kalorielet på samme tid. Kun 135 kalorier pr. minipie.

Snacking har altid været min store last, så jeg er altid på jagt efter lækkerier, som kan forsøde tilværelsen med deres smag frem for et højt sukker eller kalorieindhold. Den her snack kan virkelig spises med god samvittighed, og så er den genial hvis du får gæster på besøg, fordi den er let at lave og ikke smager af slankemad. Den smager syndigt på den helt rigtige måde. Her er opskriften:

Ingredienser (til 4 minipies)

  • 4 muffinforme
  •  16 mandler
  • 1/2 dl nødder
  • 5 dadler
  • 1 tsk kanel
  • Lidt salt
  • Et par dråber rapsolie

Fremgangsmåde:

  1. Pil stenene ud af dadlerne.
  2. Put dadlerne og de resterende ingredienser i en foodprocessor eller blender, og blend til du opnår en klistret ensartet masse.
  3. Beklæd de 4 muffinsforme med massen. Her er det en fordel hvis du har en muffinplade (se nedenfor) som muffinformene kan stå i. Så er det lettere at fordele massen.
  4. Stil minitærterne i køleskabet i minimum 30 minutter, så de lige kan få lov til at sætte sig lidt.
  5. Servér minitærterne med friske bær eller lune kogte bær – og måske en lille klat sorbetis… Mums. 🙂

Skærmbillede 2013-08-24 kl. 16.48.52

Søstertip: Cool minipies med mangois

  • En anden lækker version af fyldet til disse tærter er hjemmelavet is. En variant kunne for eksempel være mangosorbet. Til alle 4 minipies skal du samlet set bruge 1 dl mango. Dem skærer du i skiver og fryser natten over. Næste dag, lige inden tærterne serveres, putter du den frosne mango i en foodprocessor eller blender sammen med 1 spsk vand. Blend til du opnår en blød creme, og fyld isen i tærterne. Bagefter kan du eventuelt pynte med lidt friske bær på toppen. Jeg ville pynte med nyplukkede hindbær fra min mors skønne have. Velbekomme.

Mors Fiskefad

Skærmbillede 2013-08-24 kl. 17.36.04

Man får tit ørene tudet fulde af, at vi danskere generelt spiser for lidt fisk, og det er nok rigtig nok. Især som studerende synes jeg godt, at det kan være svært at få fisk ind i sin kost, fordi det som regel koster en del mere at købe fisk, end det gør at købe kylling eller oksekød for eksempel. Og når man så endelig får købt sådan en lækker fisk, hvordan er det så liiiige, at man tilbereder sådan en? Denne her opskrift er et af de lækreste bud, som jeg længe har smagt. Lækker fisk, sunde kulhydrater og masser af grønt. Alt med sund måde. Her er den lækre opskrift med en kærlig hilsen fra mors køkken:

Ingredienser:

  • 600 g fisk , mørk/lys sej , torsk, lange, kulmule eller lign. filet
  • 200 g tør pasta
  • 3 porre
  • 3 spsk hvedemel
  • 3 dl mælk
  • Rasp
  • 50 g revet ost

Fremgangsmåde:

  1. Kog pastaen og læg den i bunden af et ildfast fad med høje kanter
  2. Skær fisken ud i mindre stykker og læg den i et lag ovenpå pastaen
  3. Rens porrerne og skær dem i små stykker
  4. Svits porrerne på en pande og tilsæt herefter mel og så mælk. Rør godt i blandingen indtil du opnår en lækker sovs.
  5. Tilsæt krydderier til sovsen og held porrer og sovs hen over fisken og drys med rasp
  6. Tilsidst kan du drysse med lidt ost eller putte et par smørklatter på toppen
  7. Bag retten i ovnen ved 200 grader i 20-25 minutter, til raspen er gylden. Pynt det hele med lidt dild inden servering.
Skærmbillede 2013-08-24 kl. 17.54.54

Øko-himlen aka min mors køkken. De fleste grøntsager vi spiser lige nu, kommer fra hendes skønne have. Som bybo bliver man helt misundelig 😉

Modertip:

  • Er du ikke så meget til pasta, anbefaler mor, at du bruger kolde kartofler istedet. Det smager også rigtig dejligt. En anden lækker variation er at tilsætte lidt champignoner til porresovsen. Det lyder heller ikke dårligt.

Søstertip:

  • Fødevarestyrrelsen anbefaler at vi spiser fisk 2 gange om ugen. Har du brug for inspiration til hvordan du kan spise mere fisk i din hverdag, så tjek hjemmesiden 2gangeomugen.dk ud. Der er masser af gode råd og lækre opskrifter.

author_to_gange_om_ugen_larg_scaled

Ugens syndige: Deluxe pæretærte med mandelcrunch

Skærmbillede 2013-08-23 kl. 17.15.25

Det er fredag, weekenden er over os, og det betyder, at det er tid til ugens syndige. Denne uge står den på en af mine nye tærtefarvoritter – deluxe pæretærte. Deluxe fordi dens snaskethed, kombineret med pærer og mandelcrunch gør den lige præcis det – Luxus!!! (Ja – den er så god, at den er med X). Sidst jeg bagte den var, da jeg var med familien i sommerhus, men mon ikke den snart skal bages igen, når man lige om lidt kan plukke modne pærer fra træerne?! Her er opskriften ihvertfald:

Ingredienser (Mørdej)

  • 125 g smør eller margarine
  • 90 g sukker
  • 1 æggeblomme
  • 225 g mel
  • 1/2 tsk vaniljesukker

Tærtefyld:

  • 6 skrællede pærer
  • 125 g smør
  • 125 g sukker
  • 2 æg
  • 125 g mandler
  • 50 g flækkede mandler

Fremgangsmåde:

  1. Start med at blande alle ingredienserne til mørdejen sammen.
  2. Pak dejen ind i husholdningsfilm og lad den hvile i køleskabet i minimum 1 time.
  3. Skræl pærerne, fjern kærnehuset og del pærerne i kvarte, så de er klar til brug.
  4. Pisk æg og sukker i en skål til massen bliver hvid, og tilsæt æggene et ad gangen.
  5. Tilsidst tilsættes de malede og så er alt tærtefyldet klar til at blive brugt.
  6. Tag mørdejen ud ad køleskabet, rul 2/3 af den ud og beklæd en tærteform med det.
  7. Forbag tærtedejen i 10 minutter ved 180 grader. Lad herefter tærten køle lidt af.
  8. Fordel pærerne på den forbagte tærtebund, og hæld resten af fyldet og de flækkede mandler hen over dem.
  9. Rul resten af dejen ud og skær den i strimler. Brug strimlerne til at lave et flot gittermønster med på kagen.
  10. Bag tærten i 30-40 minutter ved 180 grader
1_zps0f70ca5b

Det var søde Maria fra bloggen Smagsløjer, som inspirerede mig til at prøve denne tærte. Det er også derfra at jeg har lånt dette billede. 🙂

Søstertip: Tilbehør tilbehør tilbehør

  • Nu er det jo ugens syndige, som vi har gang i, så der kommer altså ikke en opskrift på sund skyrcreme nu – selvom det sikkert også ville være lækkert at få til. Istedet vil jeg anbefale en helt klassisk omgang flødeskum eller en klat is og eventuelt lidt friske bær til. Min favoritis som tilbehør er Hansenis (alle deres smage). Skal jeg kun spise is er favoritten Fairly Nuts… Uh den er farlig på den gode übersyndige måde. Hvilken is er din favorit?
is

Mine yndlingsis: Fairly Nuts fra Ben & Jerry’s og alle varianter fra Hansenis. 🙂

Fit Fastfood: Nachos med kylling, guacamole og god samvittighed

Skærmbillede 2013-08-21 kl. 13.47.17

OMG! Har haft lyst til nachos i 100 år men ikke turdet spise dem, fordi retten er en kaloribombe af rang. I denne uge besluttede jeg dog, at nu skulle det være. Kæresten er ude af huset, og jeg havde lyst til en rigtig tøse aften for mig selv med lækker mad. Jeg har derfor jagtet den perfekte opskrift på sunde nachos hele ugen, og nu er den her. I følge denne opskrift, indeholder en almindelig portion nachos med kylling 1095 kcal! Og det er endda uden guacamole! I min opskrift får du både nachos, kylling OG guacamole for blot 409 kcal!!! Crazy ikke? Det er mindre end halvdelen af, hvad der kaloriemæssigt er i en almindelig omgang nachos. Opskriften er inspireret af søde Helle fra bloggen tryingtogetfit.dk. Nyd en omgang fit fastfood med god samvittighed. Velbekomme.

Ingredienser: (til 1 person)

  • 1 fuldkornstortilla
  • 1/2 avocado
  • 25 g cheasyost 10%
  • 1 kyllingebryst
  • Guacamole spicemix
  • Salt og peber + krydderier efter smag

Fremgangsmåde:

  1. Skær tortillaen i trekantede stykker og bag dem på en bageplade i ovnen i 10 minutter ved 200 grader. Hold godt øje med dem, så de ikke bliver for mørke til sidst
  2. Mens tortillatrekanterne er i ovnen skæres kyllingen i små stykker, og steges på panden med salt, peber og diverse krydderier. Jeg brugte en grillblanding.
  3. Mens kyllingen steger, halveres avocadoen. Indholdet af den ene halve avocado puttes i en skål, moses, og tilsættes slutteligt lidt guacamole spicemix for ekstra smag.
  4. Når tortillatrekanterne er blevet brune og sprøde, tages de ud af ovnen, puttes på en tallerken og drysses med ost. Herefter skal tallerkenen have 30 sekunder i mikroovnen til osten er smeltet.
  5. Når osten er smeltet puttes kyllingestykkerne og guacamolen på tallerkenen, og så er der serveret. 🙂

Skærmbillede 2013-08-21 kl. 13.46.52

Søstertip: Hold øje med bloggen hver anden dag

  • Nu starter studierne så småt igen, og på mine 2 studiejobs bliver der ligeledes fuld fart frem hele efteråret. Jeg har derfor besluttet, at der fremover kun vil være opskrifter på Søsters Køkken hver anden dag. Så er jeg sikker på, at jeg kan nå det hele. Bloggen har snart været i luften i en måned nu, og jeg elsker virkelig at prøve nye opskrifter, skrive om dem, og få feedback fra alle jer søde læsere. Jeg håber at i stadig har lyst til at følge med.